Johan Sebastian Welhaven

Johan Sebastian Welhaven

Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven (1807–1873) var en norsk dikter.

Dikt

... fordi du ikke vidste, hvad du gjorde — // har jeg tilgivet Dig, Du gamle Mand!

• Fordi jeg tror, Du har en ærlig Mening,
  og lod Dig skuffe kun af Døgnets Røst;
  fordi der er en elskelig Forening
  af Freidighed og Varme i dit Bryst;
  fordi du var et Lys for dine Fjorde;
  fordi Du brænder for vort elskte Land;
  fordi du ikke vidste, hvad du gjorde —
  har jeg tilgivet Dig, Du gamle Mand!
  • «Til Provst Nils Hertzberg» (1835)

Norges Dæmring (1834)

• Og seer du Norge fra det vilde Hav
  Hvor Stormens Vælde sig mod Fjeldet kaster,
  Da tykkes Landet dig et Kæmpevrag;
  See, Skroget sortner fra sin Bølgegrav,
  See, Alpens Toppe staae som brudte Master
  Hvor Skyen svæver som et Sørgeflag.
  • s. 7.

• «Din Hjemstavn, Bonde, er en hellig Jord;
  Hvad Norge var, det maa han engang vorde
  Paa Land, paa Bølge og i Folkerang!»
  • s. 81.

Digte (1839)

• Kjender du de svale,
  mørke, kirkestille Dale
  uden Arner, uden Sti og Navn?
  Ved de sorte Elve
  taarebirke skjælve;
  de har nævnt mig alle mine Savn.
  • «Bergens Stift».

Nyere Digte (1844)

Ynder Du Træet, da maa Du ei hade den hvasse Torn mellem Blomster og Blade.

• Ynder Du Træet, da maa Du ei hade
  den hvasse Torn mellem Blomster og Blade.
  Da Træet var ungt med den blødeste Hud,
  blev den et standset, forkommet Skud;
  en Torn er en Kvist, der har taget Skade.
  • «Det tornede Træ»

Halvhundrede Digte (1848)

• Og Drømmen kom, med Toner og med Blik
  fra Hjemmets Arne, der for mig var slukket;
  og ensom drev jeg i en Folkestrøm
  og var et Fnug i denne dybe Vrimmel, —
  da vaagned jeg med Hjem-Ve af min Drøm,
  og fandt min Lykke under Nordens Himmel.
  • «Hjemmets Magt».

En Digtsamling (1859)

Tirilil Tove,langt, langt bort i Skove!

• Der fløi en Fugl over Granehei,
  som synger forglemte Sange;
  den lokked mig bort fra slagen Vei,
  og ind paa skyggede Gange.
  Jeg kom til skjulte Kilder og Kjern,
  hvor Elgene Tørsten slukke;
  men Fuglesangen lød endnu fjern,
  som Nyn mellem Vindens Sukke:
   Tirilil Tove,
  langt, langt bort i Skove!
  • «Lokkende Toner»

Forskjellig

• Gjallarhornet har til Striden kaldt,
  Da gjælder Løs’net «Vidar, Fenris Bane!»
  – Der kan ei sverges til en bedre Fane.
  • «Vidar» var Studenterforbundets blad.

Om Welhaven

Smiler du ikke ved målet, du, som i vintren har vugget forårets tekst?

• Lyt nu, du ludende sanger,
  tonerne strømmer tilbage!
  ..
  Smiler du ikke ved målet,
  du, som i vintren har vugget
   forårets tekst?
  • Bjørnstjerne Bjørnson, «De norske studenters hilsen. Med fakkeltog til professor Welhaven»

• I meget har Welhaven været typen for hvad man kalder en «flaakjæftet bergenser», undertiden vittig, undertiden bare næsvis indtil frækhed.
  • Hjalmar Christensen, Det nittende aarhundredes kulturkamp i Norge, s. 54.

• Havde det staaet i den mands magt, var der ikke kommet en eneste national streng paa Norges harpe.
  • Johan Sverdrup i debatten om Welhavens pensjon. Sitert i Hjalmar Christensen: Det nittende aarhundredes kulturkamp i Norge, s. 55.

Uten oppgitt kilde

• Se, Morgenstjernens Skjær vidner om at Dag er nær.